Ane Joy Fokdal

Har du et motto?

Har du et motto?

Man gør altid sit bedste. Ellers ville man gøre anderledes. 

Hvad er din oprindelse?

Jeg er født i Århus, dengang boede vi en lille lejlighed på 4. sal. Jeg har siden boet først 8 år i Vestjylland og de seneste 10 i Bjerringbro, så er altså ikke opvokset i Århus. Begge mine forældre er danske og det samme er mine bedsteforældre.

Hvad er din identitet?

Jeg begynder at mærke, hvor vigtigt det er, at jeg føler mig som mere end dansk. Vi er alle del af denne verden, uanset om vi bor i Afrika, Rusland eller Danmark. Midt i en globaliseret verden, bliver vi nødt til at tænke på os selv som del af noget større, hvor forskel på hudfarve, landegrænser og kultur ikke betyder så meget.

Hele verden er vores hjem. Jeg tror det ville betyde meget, hvis vi alle kunne gøre det. På samme tid kan jeg godt mærke at der er lang vej dertil – også for mig selv. Det er virkelig gået op for mig, hvor svært det er. Vi ER enormt forskellige på mange måder. Men jeg tror det handler om at betragte denne forskellighed på en ny måde.

Vi må acceptere at religion- og kulturforskelle er der og give gyldighed til hinandens opfattelser. I stedet for at prøve at benægte og prøve at ændre hinanden må vi indse at der er store forskelle, og at det er godt nok!

Hvad har D-factor lært dig?

Gennem D-factor er jeg begyndt at reflektere over, hvordan jeg kan være mere åben over for at se og føle mig selv mere som en verdensborger. Jeg er også blevet mere opmærksom på fordomme, som jeg ikke troede jeg havde. Tidligere har jeg mere eller mindre bevidst bare skubbet dem væk, men ubevidst er de i høj grad tilstede.

Jeg bliver selv nemt utryg hvis jeg ser en gruppe indvandrere gå sammen frem for en gruppe danskere. Der er skide ærgerligt! Jeg er nu begyndt at erkende at jeg ligesom så mange andre har fordomme, at se dem og derfra kunne prøve at ændre dem.

Det har givet meget t møde unge med anden etnisk baggrund i D-factor. Jeg har fået endnu mere lyst til at lære andre ”indvandrere” at kende. Jeg vil for alvor prøve at glemme den ubevidste frygt der indimellem er. Vi skal lære at lade være med at være bange, specielt i et så trygt samfund som Danmark.

Det kræver mod at bryde ud af gamle vaner og til at tage kontakt på tværs. D-factor har helt sikkert skubbet til. så at jeg er blevet mere bevidst om mig selv, mine følelser og holdninger omkring alt det her, så jeg kan give mit bidrag til et åbent multikulturelt Danmark.

D-factor ved FO-Aarhus | Fredriksgade 78 b, 8000 Århus C  | Tlf.: 60662855