Hadi Ka-koush (instruktør)

Har du et motto?

Peace and love!

Hvad er din oprindelse?

Jeg er født i Abudhabi, en kæmpestor by i Emiraterne. Min far er palæstinenser og min mor er ægypter. Det samme gælder for mine bedsteforældre. Da jeg var 6 år gammel kom jeg sammen med min familie til Danmark. Mit modersmål er arabisk. Men jeg taler bedre dansk end arabisk.

Hvad er din identitet?

Jeg er dansker, for jeg er næsten født her i Danmark og her hører jeg til. Jeg hepper på Danmark, når der er verdensmesterskaber, og føler mig dansk. Men samtidigt er jeg et kulturelt miks af noget ægyptisk, palæstinensisk, dansk og jysk. Hip-hop-kulturen betyder også meget for, hvem jeg er. Jeg føjer noget til det at være dansk. For jeg ser ikke ud som en dansker, og jeg er praktiserende muslim. I det musik, som jeg laver, tilføjer jeg også en mellemøstlig tone. Og stadig vil jeg sige at det er dansk musik. For det er dansk produceret og det er kun danske kunstnere, der optræder. Jeg giver danskhed nye farver, toner og klange.

Er jeg Verdensborger? For mig er det lidt poppet. Principielt er vi alle verdensborgere. Men det betyder ikke så meget for mig. Det eneste der virkelig betyder noget for mig, er, at jeg er dansk.

Hvad har D-factor lært dig?

D-factor har mindet mig om noget, som jeg godt vidste i forvejen. At selv om nogle af os har en anden etnisk baggrund, så har vi sådan set ikke mere til fælles end dem, der har en ren dansk etnisk baggrund. Danskere vil gerne putte mig i samme box som andre unge med anden etnisk baggrund, men sådan set hører jeg ikke mere til der, end i den danske box.

Når man møder andre og deler ud af sine forskellige erfaringer, får man hele tiden bekræftet, ændret eller redefineret sine holdninger. Det er også sket for mig, mens vi har arbejdet med D-factor. Men lige nu ved jeg ikke helt, hvordan det er sket.

D-factor ved FO-Aarhus | Fredriksgade 78 b, 8000 Århus C  | Tlf.: 60662855